Dagligdagen

En hverdag, I kan være trygge ved

Faste rytmer, kendte voksne og små ture i små grupper. Her kan I se, hvordan en dag ser ud hos os – i vuggestuen, i børnehaven, ved spisebordet og de første dage, når jeres barn starter.

Den bedste dag

Sådan ser en god dag ud for jeres barn

Alle børn er forskellige, men vi sigter efter, at hvert barn har den bedste dag – hver dag. Det betyder helt konkret:

En dejlig start

Morgensamling med sange og fagter, hvor alle får tjekket ind – og lidt frugt at spise.

En sjov formiddag

Vi spiller musik, laver rytmik og pjasker med vand, mudder og maling.

Små, store oplevelser

Ture i små grupper. Når man er 1-2 år, er et tog eller en vandpyt en stor oplevelse.

Godt selskab

Glade voksne, der viser tillid og nærvær – og altid har overskud til et knus.

Mad, der smager af noget

Sund, varieret mad fra vores eget køkken – spist sammen ved bordet.

En rolig afslutning

Aflevering og afhentning, der er rolig og tryg for både barn og familie.

Tryghed i hverdagen

Det kan I mærke, når I henter

God pædagogik er svær at se udefra. Derfor gør vi det let for jer at følge med i, hvordan jeres barn har det – hver eneste dag.

Vuggestuen

Dagligdagen i vuggestuen

Vuggestuebørn bruger alle deres sanser, og dem vil vi støtte hver dag. Vi går små ture i små grupper – det giver nærvær mellem børn og voksne. Lange ture i zoo og lignende overlader vi til forældre og bedsteforældre.

En typisk dag

De fleste børn sover efter frokost, til de vågner. Dog vækker vi børnene, hvis de sover længere end til kl. 15.00 – naturligvis med individuelle forbehold. Vi har erfaret, at mange forældre har svært ved at få deres børn i seng om aftenen, hvis de sover meget længere. Små børn sover ofte to lure, og har jeres barn særlige sovebehov, finder vi ud af det sammen.

Børn har forskellige rytmer. De allermindste har måske brug for en lur midt i morgensamlingen eller frokosten – så spiser de senere, og personalet sørger altid for at tage mad fra til dem. Vi skærer maden i små bidder til de mindste, og vi støtter alle børn i at forsøge at spise selv.

Børnehaven

Dagligdagen i børnehaven

Børn er nysgerrige. De vil gerne vide, hvordan tingene hænger sammen, og det vrimler med spørgsmål i deres leg. Det tager vi alvorligt – og vi bygger hverdagen op omkring det.

Dit barn oplever, at dets mening betyder noget

På morgensamlingen er der taletid til alle, og vi finder sammen ud af, hvad børnegruppen er optaget af lige nu. Det er sjovest at være med, når man selv har været med til at bestemme.

Nysgerrighed bliver til projekter

Et projekt kan vare fra en uge til flere måneder – alt efter om det handler om myrer eller superhelte, og hvor mange spændende sidespor der dukker op undervejs.

Tydelige voksne – uden skæld ud

De voksne sætter grænser, men vi skælder ikke ud. Vi lærer børnene at løse konflikter på en ordentlig måde og gør alt for at være gode forbilleder.

Ud af huset hver uge

Vi tager på tur mindst én gang om ugen i vores nærmiljø. Ture til Tivoli og Zoologisk Have er forbeholdt familien – medmindre de passer til det, vi arbejder med.

Maden

Mad fra vores eget køkken

I vores køkken på Giraffen på Amager laver Rosa og Dilek fra tidlig morgen mad til alle Trygges børn og ansatte. Maden er nærende, lækker, varieret og børnevenlig, og vi køber gerne økologisk, klimavenligt og efter sæson.

Og så skal I ikke smøre madpakke – maden er en del af hverdagen hos os.

Frokosten nyder vi sammen, og vi vil gerne stimulere børnenes sanser – derfor spiser vi også krydret mad. Børnene spiser selv, og dem, der har brug for hjælp, får det. Vi skærer maden i små bidder til de mindste. At spise sammen er fuld af social læring, som vi gerne vil støtte.

Vi drikker typisk vand til morgensamling og frokost og mælk om eftermiddagen.

Ugens rytme

Variation hen over ugen giver børnene mod på og lyst til at smage – blødt, sprødt, surt og sødt.

Indkøring

De første dage – trin for trin

At skulle passes uden for hjemmet er en stor ting for børn – også selvom de har prøvet at blive passet af bedsteforældre. Derfor afsætter vi en uge sammen med jer til indkøringen. Nogle børn har brug for lidt længere tid, og det tager vi en snak om undervejs.

1

Hej

Kl. 9.00 kommer I sammen med jeres barn og bliver en times tid.

2

I baggrunden

Lidt længere end dag 1. I kan trække jer lidt tilbage og få en kop kaffe, mens jeres barn leger med os.

3

Første farvel

I siger farvel og går en tur tæt på. Vi ringer, når jeres barn har brug for jer – senest kl. 12.

4

Første lur

Jeres barn prøver at sove hos os. Vi ringer, når barnet er vågnet og har spist. Dagen slutter typisk kl. 14–15.

5

En almindelig dag

Vi prøver en dag, som den vil se ud fremover – I afleverer og henter som normalt.

Godt at vide

En fast medarbejder fra stuen tager imod jeres barn hver dag under indkøringen, så barnet bliver fortrolig med sin voksne og de mange nye lyde, lugte og indtryk. Vi anbefaler, at det – hvis muligt – er den samme forælder, der kører barnet ind den første uge. Og vi ringer altid, hvis jeres barn er ked af det og har brug for jer.