Velkommen til børnehuset Naturbørnehaven Æbleskoven

Vi er en naturbørnehave i Albertslund for Trygge Institutioners private integrerede daginstitutioner Giraffen, Isfuglen og Sandloppen.

Kort om Naturbørnehaven Æbleskoven

Trygge Institutioners naturbørnehave Æbleskoven er en fantastisk oase midt i Vestskoven, der giver mulighed for at børn fra flere af Trygges Institutioner kan komme ud og få naturoplevelser, frisk luft og jord under neglene på daglig basis.

Naturbørnehaven Æbleskoven er pt. til rådighed for udflyttergruppen Dragen i institutionen Børnehuset Giraffen på Amager, en udflyttergruppe fra Børnehuset Isfuglen i Glostrup og for en udflyttergruppe fra Sandloppen ved Amager Strand.

Naturbørnehaven findes nærmere bestemt på Østbakkevej 16, 2620 Albertslund. Vi har til huse i en af Naturstyrelsens ejendomme der tidligere har været brugt til naturskole, men som for nyligt blev omdannet til børnehave med skønne rammer, såvel inde som ude.

EN FLEKSIBEL ORDNING

Naturbørnehaven Æbleskoven er en fleksibel ordning. Det betyder, at du kan aflevere dit børnehavebarn på enten Giraffen, Isfuglen eller Sandloppen. Aflevering sker mellem klokken 7.00 og 8.15 på Sandloppen og mellem klokken 7.00 og 8.45 på Giraffen. Tilsvarende kan du hente dit barn igen, på den tilhørende institution efter klokken 15.30, hvor bussen vender tilbage fra en god dag i skoven. Man kan også gå med ind og lege på Giraffen, Isfuglen og Sandloppen, og så kan mor og far hente mellem 15.30 og 17.00 (fredag kl. 16.00).

Man skal være afleveret klokken 8.15 i Sandloppen, da vi så alle gør klar til at gå ud til vores bus, som kører klokken 8.30 og henter børnene i Giraffen kl. 8:45.

Sandloppen og Isfuglen har pt en “rullende ordning”, hvor børn skiftes til at komme med i Naturbørnehaven og være hjemme . Hør mere hos lederen, når I besøger hjemme-institutionen.

Mor og far må gerne hente i Naturbørnehaven i Vestskoven, hvis man eksempelvis har en tandlægeaftale der skal overholdes. Dog skal personalet informeres i forvejen.

Naturbørnehavens pladser

Naturbørnehaven Æbleskoven  har mange pladser, men vores antal af børn varierer hver dag på baggrund af, hvor mange børn henholdsvis Isfuglen, Giraffen og Sandloppen tager med ud til huset.

Hvis du er interesseret i en plads i Naturbørnehaven Æbleskoven , kan du følge et af de tre links nedenfor, for at skrive dit barn op på ventelisten til enten Giraffens udflyttergruppe Dragen,  eller Isfuglen og Sandloppens børnehavegrupper

NB! Opskrivning på ventelisten til en privat daginstitution påvirker ikke din plads på den kommunale venteliste. Først i det tilfælde, hvor du accepterer en plads i en af vores institutioner, sendes der besked videre til pladsanvisningen i din hjemme-kommune om, at du har fundet en alternativ vuggestue- eller børnehaveplads til dit barn.

Rundvisning bookes p.t. ved at tage kontakt til enten Giraffen eller Isfuglen, afhængig af, hvilken institution man er interesseret i.

Mere om Naturbørnehaven

Børnehaven er en mellemting mellem en skovbørnehave og en udflytterbørnehave. Vi har valgt at kalde det en naturbørnehave.

I Naturbørnehaven Æbleskoven har vi 14.000 m2 at boltre os på. Vi har indrettet os med en stor forhave med bålplads, forhindringsbane, borde bænkesæt mv. og en baghave med et stort bålhus. Derudover har vi skoven omkring os der byder på masser af eventyr og aktiviteter.

Ejendommen er en renoveret gård med køkken, fællesrum, birum, garderober og toiletter – alt hvad du ville finde i en normal børnehave.

Udenfor laver vi bål, bygger huler og leger, kun fantasien sætter grænser– vi nyder at være ude hele året.

Det er noget andet at gå i en naturbørnehave end i en almindelig børnehave. Dit barn skal kunne lide at være i naturen og få jord under neglene.

Naturbørnehaven Æbleskoven ledes af både Isfuglens, Giraffens og Sandloppens ledere.

Praktisk:

  • Naturbørnehaven Æbleskoven får lækker, primær økologisk mad med fra Trygge Institutioners køkken nogle dage, og andre dage er madlavning en del af vores pædagogiske aktiviteter. Når muligt laver vi mad over bål.
  • Aflevering og hentning foregår på den tilhørende institution (se nedenfor) mellem klokken 7.00 og 17.00. Fredag lukker vi kl. 16.00
  • Om morgenen skal I være på den tilhørende institution senest klokken 8.45.
  • Går dit barn på Dragen, så er opsamling på Giraffen, på Kirkegårdsvej 25B, 2300 Kbh S.
  • Går dit barn på Isfuglen, så er opsamling på Isfuglen, på Dalvangsvej 56, 2600 Glostrup.
  • Går dit barn på Sandloppen, så er der opsamling på Ved Amagerbanen 39, 2300 København.
  • Naturbørnehaven har egne busser, med sikkerhedsseler til alle.

Priser

Dragen/Giraffen og Sandloppen:
  • Den månedlige egen betaling for aldersgruppen 0-3 år er i 2024 på 5.182,34 kr. (pr. 1/1 2025, 5.337,81)
  • Den månedlige egen betaling for aldersgruppen 3-6 år er i 2024 på 3.839,32 kr. (pr. 1/1 2025, 3.954,5)

Priserne inkluderer mad, bleer mv., så I forældre kun skal huske at medbringe barnet!

Isfuglen:
  • Den månedlige egen betaling for aldersgruppen 0-3 år er i 2024 på 4.764,85 kr. (pr. 1/1 2025, 4.907,80)
  • Den månedlige egen betaling for aldersgruppen 3-6 år er i 2024 på 3.418,50 kr. (pr. 1/1 2025, 3.521,06)

Priserne inkluderer mad, bleer mv., så I forældre kun skal huske at medbringe barnet!

  • Der vil pr. 1/1 hvert år være en ordinær justering af forældrebidraget. Det sker i henhold til nettoprisindekset fra september til september det forudgående år, dog minimum en stigning på 3%.
  • Taksten skifter ved indgangen af måneden efter barnet fylder 3 år og er således uafhængig af det specifikke tidspunkt for skift fra vuggestue til børnehave
  • Ved accept af en plads indbetales et depositum på kr. 4.000,- pr. barn. Depositummet sikrer jer pladsen og vil blive tilbagebetalt, når jeres barn forlader institutionen, såfremt der ikke er nogen restancer og det gældende opsigelsesvarsel er overholdt.
  • Der er mulighed for fripladstilskud og søskenderabat som i det kommunale system
  • Søskenderabatten er 50% af den billigste plads, dog baseret på de kommunale takster. Dvs. hvis de kommunale takster er mindre end Giraffens eller Isfuglens, afhængigt af hvor dit barn går,  bliver beløbet i realiteten lidt mindre end 50%.
  • Fripladstilskud søges af forældrene direkte hos kommunen. Institutionen får herefter besked fra kommunen om tilskuddets størrelse og egen betalingen vil blive reduceret tilsvarende.

Vær opmærksom på, at der er differentierede egen betaling, hvis dit barn har en anden bopælskommune end den kommune institutionen befinder sig i. Du kan læse mere om dette her.

Venteliste

  • Trygge Institutioner optager børn fra 10 måneders alderen efter først til mølle princippet (dog med forbehold for alders og kønsfordelings på stuerne), så skriv dit barn op allerede i dag via nedenstående webform.
  • Vi administrerer selv vores venteliste, og jeres opskrivning på vores venteliste har derfor ingen betydning for jeres opskrivning i det kommunale system. Først ved accept af en plads giver vi besked til barnets bopælskommune om indmeldingen, hvorefter I vil blive slettet fra den kommunale venteliste. Såfremt I ønsker at komme på den kommunale venteliste på et senere tidspunkt skal I derfor skrive jer op igen.


Vedr. placering på ventelisten
Bemærk venligst at vi ikke kan give et kvalificeret svar på præcis hvor I står på ventelisten. Da vores ventelistesystem ikke er integreret med kommunernes system, kan vi ikke se om et barn har fået plads i en anden institution. Derfor står der en del på ventelisten som reelt ikke er aktive. Et nummer på ventelisten vil derfor ikke kunne bruges til særligt meget.

Når vi udbyder en plads vil vi derfor udbyde den til de øverste 15-20 børn på ventelisten (via mail og SMS), som derefter melder tilbage om de er interesseret i pladsen. Derudfra bliver pladsen endelig udbudt til det barn med højest anciennitet på ventelisten. Vi forbeholder os dog retten til at foretage konkrete pædagogiske vurderinger ved udbud af pladser i forhold til f.eks. alder og køn, så der kommer en god sammensætning på stuen.